THE COFFEE COLLECTIVE – TORVEHALLERNE

TCC torvehallerne

Lad mig slå fast med det samme: Coffee Collective er et flagskib i dansk specialkaffe! Og du er heldig, for de er landet midt i gourmetland i Torvehallerne.

Det er svært at få 100% personlighed bag en stand i Torvehallerne. Hvis man virkelig vil mærke hvad The Coffee Collective er, skal man enten tage forbi den originale lille kaffebar i Jægersborggade (Nørrebro) eller det nye risteri og Mothership på Godthåbsvej (Frederiksberg).

latte art TCC

Men man er ikke i tvivl om, at det er the good stuff, der bliver brygget hos baristaerne i Torvehallerne. Aldrig! Det er Flydende Fredags Guf i en kop!

Nyd udsmykningen! Et stort farverigt verdenskort viser hvor farmene ligger, som The Coffee Collective køber kaffe fra ved direct trade. Altså en bedre pris for bønnerne end farmerne ville få ved ex. Fair Trade!

TCC espressomaskine

Forbered dig på kø! Du er ikke den eneste i Torvehallerne, der vil have ordentlig kaffe. Men med den internationale vibe, der efterhånden er kommet på Israels Plads, er folk faktisk overraskende gode til pænt og tålmodigt at stå på række inden de bestiller deres kaffe.

filterbryg torvehallerne

Der er knald på den top gejlede Spirit espressomaskine fra Kees van der Westen fra morgen til aften. Selvom de har brewbar og alt udstyr er der længere mellem de sorte filterbryg i “gourmet-laden” Torvehallerne.

Det er latte og cappuccino folket der primært dropper forbi Nørreport.

cappuccino TCC

Og den lange kø af kaffetørstige københavnere og turister lader ikke til at stresse de to baristaer, der normalt brygger espressodrikke simultant. Heldigvis! Der bliver ikke sjusket med mælkeskumningen.

Og i hver enkelt to-go kop er der et lille kaffemesterværk, såkaldt latte art. Hjerter og blomster kan nydes inden kunden selv trykker plastiklåget på papkoppen.

Nørdfaktoren er lidt over middel her. Måske en 7’er – Ikke en finger at sætte på kaffen, men man sidder ikke særlig ofte ved baren og nyder at følge den nørdede perfektionistiske brygning af en filterkaffe netop her.

Der er enkelte højborde indenfor og ellers er der lagt op til at man sidder ude ved langbordene. Når solen altså smiler over København. De fleste slentrer nok videre gennem fødevarefristelserne med kaffen i hånden.

kaffeposer

Jeg lægger ikke skjul på, at jeg synes at kaffen fra Coffee Collective er det ultimative danske kafferistere kan præstere. Jeg har fået drukket nogle liter fra dem efterhånden….

Anbefalingen herfra må lyde: Hvis du er kaffetørstig i indre by skal du sætte næsen efter Torvehallerne. Måske bliver du også fristet af en masse andre lækkerier?

The Coffee Collective

Torvehallerne

Vendersgade 6D

1363 København K

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *