108

Norsk guru-kaffe er landet i København.

image

Før skulle du indtage en middag på Noma for at smage Tim Wendelboes kaffe i København. Ikke at der er noget galt i dét! Noma er fantastisk gastronomi. Men for de fleste vil det være en meget dyr og besværlig måde at få denne kaffe på.

Men ro på. Nomas lillesøster, restaurant 108, ligger jo i bygningen ved siden af. Og de har netop åbnet Hjørnet/The Corner. Simpelthen hjørnet af restauranten som er en vin- og kaffebar. Og det er her hvor du skal smutte forbi til Tims bønner.

image

De er vitterlig lige åbnet. Stort set samtidig med en anden god ting for København: Inderhavnsbroen. Så nu kan du hurtigt komme fra Nyhavn til Refshaleøen og Papirøen. Og til Christianshavn og 108.

image

Og at de lige er startet mærkede jeg da jeg kom forbi første gang. Der var lidt kaotisk stemning. Rutinerne var ikke helt på plads. Og de var ikke begyndt på handbrew endnu.

Men 108 serverede både filterkaffe (batch brewed) og espresso.

image

image

Der blev kælet for en super lækker cappuccino. Frugtig syrlighed og ristede nødder mødes i cremet mælk med helt blød mundfølelse.

Filterkaffen er ligeledes afbalanceret. Der er friske, aromatiske og syrlige frugter direkte fra kaffeplantagen over Oslo og lige ned i min hyggelige kop på Christianshavn.

image

Til morgenkaffen (og sådan set hele dagen) kan man få brød til kaffen. Eller ligefrem springe direkte til  the talk of the town – kanelsnurrer penslet med fermenteret oksesaft. Lyder måske lidt skævt. Lidt for innovativt. Smager hamrende godt!

Og den snak, der næsten altid forekommer, når man kommer ind et sted, der for alvor går op i smag, ender som så ofte før med at man liiige skal smage et eller andet. På mit første besøg på Hjørnet er det Tim Wendelboes espresso brygget af det internationale baristacrew. Nammenam. Det er godt, det hér!

image

Det forholdsvise lille lokale emmer af metropol og storby vibe. Københavnere og turister hænger ud og drikker vin. Masser af vin og noget kaffe. Og kaffen kan man faktisk få allerede fra kl 7 på hverdagsmorgener.

image

image

image

image

Og du kan købe bønner med hjem fra 108, så kaffefesten kan fortsætte hjemme hos dig selv. Og har du bare én gang prøvet at lægge et par poser kaffe fra TW webshoppen i indkøbskurven til levering i Danmark, så ved du godt hvilken udskrivning du sparer ved at cykle over kyssenes bro.

Og nåh ja… maden på den anden side af væggen i restaurant 108 er også super god.

108

Strandgade 108

1401 København K