BRUNFARVNING PÅ NØRREBRO

Nyt kæmpe kafferisteri og bageri fik flyvende start i dag. Andersen og Maillard åbnede dørene til fyldte lokaler og tomme hylder på Nørrebro. Nærmere bestemt på hjørnet af Nørrebrogade og Møllegade.

Populariteten indhenter Andersen & Co. på første åbningsdag så det er slet ikke muligt at smage alle lækkerierne. Bl.a. deres croissanter er der gået rygter om forud for åbningen. Det må blive en anden gang. Deres cookies var lækre seje med stadig lun flydende chokolade i små godbidder. Nam nam.

Deres flat white var en hyggelig kop koncentreret nøddedrik med kaffe noter. Helt crazy- så meget hasselnød har jeg ikke smagt i en espresso før.

Deres etiopiske kaffe blev brygget på Kalita Wave og dette eksponerede den forventede syrlighed og frugt, som jeg synes lå nærmest rabarber, ribs og et strejf af japansk yuzu. Fin middel sødme, som måske godt kunne have været lidt mere markant for en fuldendt afrundet kop kaffe.

Der er vitterligt fuldt hus denne første eftermiddag. Det store lokale er fyldt til randen og akustikken er desværre helt ulidelig. Larmen fra alle gæsterne, musikken og kaffekværningen gør ikke noget godt for muligheden for samtale. Jeg håber virkelig at der kommer en mere rolig hverdag, for ellers er de nok nødt til at investere i nogle akustikplader til lofterne. Ulempen ved det trendy industrielle rå look med betongulve.

Andersen og Maillards kæmpe kaffebar og risteri har en gang været en bank og der skulle være et super fedt lokale i kælderen- den gamle bankboks. Måske er lyden lækker afdæmpet dernede?

Men pyt med larmen. Hvor er det skønt når der dukker nye dejlige kaffespots op i byen. Og efter at Super Kaffeforsyningen lidt længere oppe ad Møllegade (Hvil i fred) er lukket tyder fremmødet da på at god kaffe har været savnet lige her.

I baglokalet står kafferisternes Ferrari, en Loring og det er på dette aggregat at Andersen fremtryller nøddenoter og rabarbersmag. Maillard er navnet på den brunfarvningsreaktion der sker når man bager og rister ex. kød, brød og ja, kaffe. Sjovt synes ingeniøren i mig. De fleste vil nok bare tro at det er Andersens makker.

Skynd dig ned på hjørnet og smag brunfarvningen for dig selv. Det kan godt gå hen og blive dit favoritspot.

Andersen & Maillard

Nørrebrogade 62

2200 København N