Solberg & Hansen

Solberg & Hansen

Smagning på kaffebaren i Mathallen, Oslo

Det norske risteri har en brew bar i Mathallen – Oslo’s svar på Torvehallerne. Men hvor Coffee Collective kører masser af cappuccino og latte over disken ved Nørreport er Solberg &Hansen udelukkende black coffee.

Jeg har indgående kendskab til deres etiopiske Tade kaffe fra mit forskningsprojekt om kværning så jeg springer i stedet ud i den aktuelle Påskekaffe.

image

De travle baristaer kører rutine hvor de lægger beskrivelsen af kaffen frem ved hver Kalita tragt når der brygges. Påskekaffen er fra Rwanda i år. Jeg får en kop fyldt med overraskende stærk (aka koncentreret) bryg hvor sødmen balancerer mod en medium bitterhed. Overraskende mørkristet med dertil hørende let brændte noter. En kaffe der trækker spor til en klassisk kop kaffe inden super light roast med te-noter erobrede verden.

I København kan man både nyde og købe Solberg & Hansens kaffe hos cafe Europa 1989.

image

Der er en super gastronomi-atmosfære i kaffebaren givet i beliggenheden i Mathallen. S&H forfiner denne atmosfære ved at dyrke et stramt, næsten japansk, set up med brew bar og cuppingrum bag glas. Solberg & Hansen er helt sikkert en lækker kaffeoplevelse i Oslo – men de skal også være på tæerne, for oppe på bakken ligger Tim Wendelboe og troner. Så der er ikke plads til fuck ups…..

Solberg & Hansen

Mathallen

Maridalsveien 17

Vulkan, Oslo

Norge

TIM WENDELBOE, OSLO

tw indgang

Måske verdens bedste kaffe? CoffeePorn i audiens hos Tim Wendelboe i Oslo……

I det trendy kvarter Grünerløkka i Oslo, hvor Mathallen ligger og det vrimler med street art og hyggelige cafeer ligger Tim Wendelboes kaffepalads på et hjørne med street basket bane.

TW er en af kongerne af det såkaldte Nordic Roast og hvis man kender kaffe som sort, bittert bryg går man forgæves her. Filterkaffen er tættere på en god te!

tw

Det handler kun om kaffe hos mikroristeriet. Man vælger imellem espressobaserede drikke, filterkaffe eller iskaffe. Og uden synderligt tilbehør. Der bliver serveret et frisk glas norsk vand til, men det er ikke her du skal svinge forbi hvis du vil sidde hele formiddagen og hænge over en bimbo latte og en overfyldt brunch tallerken med en veninde. Nope – her er reserveret for kaffe aficionados.

Tim Wendelboe arbejder tæt sammen med kaffefarmerne og udvikler unikke kaffer ved at påvirke faktorerne (alt fra sortering af kaffebær til fermentering og tørring), inden bønnerne rammer Norges kyst og ristningen fuldender smagsudviklingen.

tw bryg

Så snart man træder ind af døren hilses man velkommen af de smukke unge mennesker i baren. Disse baristaer brygger aeropress med en omhu som galt det livet. Hvilket det naturligvis til dels også gør…. Og det kan smages i koppen, hvor frisk syrlighed, masser af sødme, citrusfrugt og røde bær afsluttes med lakridsrod og man ikke går før alle kopper er tømt. Men så går man også ud af døren med et smil på munden (og måske et hjerte galopperende af koffein).

Det er i øvrigt Tim Wendelboe der slog til da Rene Redzepi indrømmede at det stod sløjt til med kaffen på gourmet restauranterne. Således har Noma nu sit eget lille kaffeshow, og skammens kapsler er history på matriklen.

Tim Wendelboe

Grünersgate 1

0552 Oslo

Norge